Bernd Koberling - Eyrarrós-Klang, 17. marts - 22. april 2017

Galerie Mikael Andersen byder velkommen til fernisering på galleriets første udstilling med den tyske kunster Bernd Koberling. Udstillingen Eyrarrós-Klang åbner fredag d. 17. marts 2017, kl. 17-19.


Bernd Koberling er en af sin generations vigtigste tyske kunstnere og han havde stor indflydelse på “Junge Wilde”-malerne, der brød igennem i begyndelsen af 1980’erne.

 

Koberling har kontinuerligt skubbet sit maleriske vokabularium og ændret sit fokus fra et figurativt formsprog til en mere plan og procesorienteret malestil. Det danske publikum kunne første gang stifte bekendtskab med hans værker på Aarhus Kunstmuseums soloudstilling i 1986 og senest på udstillingen Director’s Choice 7-9-13 på ARoS i 2013.

 

I 1959 krydsede en ung Koberling for første gang Polarcirklen ind i svensk Lapland. Denne oplevelse blev et vendepunkt i hans liv og kunstneriske praksis. Siden har han besøgt Nordsverige og Norge årligt, og siden 1977 har han tilbragt store dele af sommeren på Island.

Eyrarrós, eller gederams på dansk, er en en vild plante i dueurteslægten, høj og flot, der bl.a. vokser på småøer i de islandkse jøkelelve, langs kysterne og i bjergegne.

 

Under Koberlings lange ophold på Island arbejder han især med akvarel. Han observerer naturens strukturer, farver og former. Koberlings blik drages mod detaljer i floraen og hans værker fanger livet på et mikrokosmisk niveau fyldt med rødder, bær, vindblæste planter og svampe. På et øjeblik forvandler han synet til et altfortærende billedunivers, hvor menneskehedens skrøbelighed og eksistens er på spil.

 

Selvom naturen er det maleriske udgangspunkt i Koberlings nye oliemalerier, er han ikke en narrativ maler. Han interesserer sig for maleriet som proces med en konstant og vedholdende bevidsthed om maleriets muligheder – et billedligt sprog mellem reduktion, fremhævning og et plant billedrum. Koberling har kaldt den nye serie af malerier Eyrrarós-Klang i resonans med Islands barske landskab og planteliv, hvor stilke, kronblade og stenformationer smelter ind i et grundlæggende DNA og på samme tid transformeres til et dybt personligt udsagn om samtidsmaleriet.

 

Bernd Koberling (f. 1938) er uddannet fra Hochschule für bildende Künste i Berlin mellem 1958-1960. Han var professor på Hochschule für bildende Künste i Hamburg, 1981-1988 og på Hochschule der Künste i Berlin, 1988-2007. Hans værker er repræsenteret i samlingerne hos bl.a. Hamburger Bahnhof i Berlin, Nordiska Akvarellmuseet i Skärhamn, Sverige, Sprengel Museum i Hannover, Hamburger Kunsthalle, Reykjavik Art Museum i Reykjavik, Island og på ARoS i Aarhus. 

Installationsfoto, Bernd Koberling - Eyrarrós-Klang, Galerie Mikael Andersen, København, 2017 (Foto: Jan Søndergaard)